3 trommeslag

  

Sommerferien står for døren – og med den er der som regel lagt op til herlige hyggetimer i selskab med en stabel spændende lekture. I den forbindelse vil jeg puste fornyet liv i tre bøger, hvis historier er lige så vedkommende i dag, som de var ved udgivelsen. Og lad dig ikke narre. Selv om ordet tromme indgår i titlen på alle tre romaner, er de på ingen måde ens:

En af de forfattere, der behersker disciplinen ”åbne slutninger”, er Arturo Perez-Reverte. Jeg er vild med hans epiloger, der sætter trumf på fortællingerne. For eksempel i Trommeskindet fra 1997. Kunstgrebet er – ja, mesterligt. I denne roman, der er en krimi i særklasse, sendes hovedpersonen, fader Quart fra Vatikanets efterretningstjeneste, til Sevilla. Årsagen er gådefulde dødsfald og problemer i en lukningstruet kirke …

Endnu en sværvægter er Günther Grass. Hvis du ikke allerede har læst hans debutroman Bliktrommen fra 1959, er den et must. Handlingen tager udgangspunkt i Anden Verdenskrig og nazisternes drøm om Det 3. Rige – og drengen Oscar, der nægter at blive voksen. Han spiller på sin tromme og kan sprænge glas med sine skrig … Bogen blev i øvrigt filmatiseret med David Bennent i hovedrollen. Fremragende præstation var det – og hans stirrende øjne! De var modbydelige. Men handlingen i bogen er også barsk. Den hænger i tankerne bagefter – så er du advaret.

I den danske udgave er John LeCarrés barske spionthriller fra 1983, The Little Drummergirl, oversat til ”Iscenesat”. Og det kan jeg sådan set godt forstå, for det er uhyggeligt, hvordan romanens virkelighed iscenesættes. Men den originale titel svider mere – og der er ubehagelige paralleller til situationer/begivenheder af langt nyere dato med tanke på radikalisering, terror og manipulation.

       

Arturo Perez-Reverte: Trommeskindet (kort sagt: eminent)
Günther Grass: Bliktrommen (surrealistisk, fæl og fuld af sort humor)
John LeCarré: The Little Drummergirl (bidsk spænding med veldrejet plot)

Rigtig god sommer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *