Det er ikke slut, før den fede dame synger

… Det var ellers startet godt. Minutiøst havde han planlagt og udført tyveriet af Regentdiamanten fra Louvre. Mindet om glæden, da stenen gled ned i hans lomme, fik et bittert smil til at spille om læberne, så man anede omridset af hans spidse hjørnetænder.
Men glæden var kort. Ved et djævelsk uheld blev det kostbare tyvegods stjålet fra ham i den parisiske metro. Men han var ikke den, der gav op.

Tankerne gled videre til det besynderlige spor. Et lille, uanseligt ur, som på forunderlig vis kunne føre sin ejer tilbage i tiden og søge den eftertragtede diamant. Uret havde vist tilhørt den myrdede munk, som ifølge den russiske fyrst Jusupov havde kastet en forbandelse over det, for at det skulle passe på diamanten.
Sådan noget nonsens. Alligevel havde han sporet uret helt til København, til den naive marskandiser Stromeier og de to tåbelige unger.

Og så var det lille ur virkelig magisk. Han kom uvilkårligt til at ryste på hovedet. At tænke sig, at uret bød på skattejagt, ikke bare i Indien i slutningen af 1600-tallet, men også i Napoleonstiden, det gjorde skam indtryk. Selv på en forhærdet sjæl som hans. Men kom der noget ud af det? Ikke en snus … Og det til trods for, at han havde udråbt sig selv til den 13. greve af Anjouli. Ungerne og marskandiseren var hoppet på limpinden. Eller var de?
Hans skuldre ludede ind over cafébordet. Næh, de havde troet ham. Det var han sikker på. Men han havde glemt at være forsigtig, så møgungerne havde snøret ham. Djævleyngel!
Han bestilte en kaffe mere og knækkede af gammel vane sine knoer med lydelige smæld. 

En fed dame møvede sig forbi bordet og kom til at skubbe til den nyskænkede kaffe, så den skvulpede ned i underkoppen og ud over den plettede dug.
“Oh, pardon – undskyld,” udbrød hun skingert som en anden operasanger.
Lyden af den høje stemme skurede i ørerne, men han mandede sig op til et syrligt smil. “Alt forladt, Madame,” hvislede han.
Netop som han hældte underkoppens last tilbage i koppen, slog en talemåde ham – hvordan var det nu? Det var noget med, at det ikke var slut, før den fede dame sang.

Ja, sådan var det. Han havde kun tabt én runde. Spillet var stadig i gang  …

Uddrag fra Det Magiske Ur, 3. del

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *